Det offentlige efterspørger ALLE varer – også dyrt dameundertøj

Af Claus Nordahl-Petersen

Mange virksomheder satser næsten udelukkende på det private marked, fordi de har svært ved at forestille sig, at det offentlige vil købe lige netop deres varer.

Men hvad enten det drejer sig om bleer, legepladsudstyr, trampoliner, skolebøger, diskoteksudstyr, fodbolde, gangstativer, stomiposer, hele bygninger, transportanlæg, ammunition, beklædning, skibsskruer eller radaranlæg.

Så er det noget det offentlige køber.

 

Dameundertøj og turistrejser

Jeg kan faktisk kun komme på to ting det offentlige ikke køber: dyrt dameundertøj og turistrejser.

Men heller ikke det kan udelukkes.

Mange teatre er selvejende institutioner og hører under den offentlige sektor. Her kan der selvfølgelig være ansat nogle rekvisitører der køber dyrt damelingeri som kostumer til skuespillerne.

Og engang var der også nogle nordsjællandske politikere der købte turistrejser til deres ældre medborgere.

 

Kender du en der har købt et lyskryds?

Anderledes forholder det sig på det private marked. Her er det sjældent man støder på nogen der lige har købt en kampvogn, fortovsbelægning eller lysregulering til et trafikkryds.

Det offentlige er altså ikke som nogen tror, et indskrænket marked der kun køber toner, kontorstole og hæve-sænkeborde. Det offentlige køber stort set alle slags varer.

Sat over for det private, efterspørger det offentlige faktisk mange flere typer af varer og opgaver. Så uanset hvilken branche din virksomhed befinder sig i, vil der være et potentiale på det offentlige marked.

Og glemte jeg at sige, at hver anden indkøbskrone kommer fra det offentlige? Det offentlige køber altså ikke kun de fleste varer på hylden – de køber også ind i rigelige mængder.