Se film fra Årsmødet 2016

 
 

Disruption er her, der og alle vegne. Og du er måske så småt ved at få lidt koldsved. Men disruption handler nu ikke om at du hele tiden skal opfinde nye revolutionerende produkter. Det lærte vi på Årsmødet 2016.

Disruption handler i stedet om ledelse, og dine evner i forhold til at få din organisation til at gå nye veje, og se mulighederne i disruption.

”Digitalisering og disruption bliver i mange organisationer opfattet som en virus, som vi først og fremmest forsøger at undgå. Men lad os arbejde for at ændre tingene, og lad være med at se diruption som en virus”, siger Dan Bælum i videoen med reference til Thomas Honorés oplæg på Årsmødet.

 

Disruption i det offentlige

Vi lærte desuden at disruption også findes i det offentlige. Selv om det ikke er helt på samme måde. I det offentlige vil man også være tvunget til at finde nye forretningsmodeller, hvis man vil holde trit med udviklingen. Men man vil næppe være truet af konkurs.

 

Per Gulløv Lundh Eeg nævnte for eksempel den udskældte digitale tinglysning – hvor man faktisk har opnået en digitaliseringsgrad på 80 procent, selv om målet egentligt kun var 60 procent.

 

”Det er et eksempel på disruption, hvor man har taget en manuel arbejdsgang og gjort den næsten fuldstændig digital”, sagde Per Gulløv Lundh Eeg i sit oplæg.

 

Ro i maven

Årsmødet gav nye perspektiver på disruption. Men også lidt ro i maven.

”Det som jeg tager med videre fra i dag er i virkeligheden ro i maven.”, lyder Anja Pienings afsluttende bemærkning i videoen, ”Vi har hørt at handlekraft, og det at rykke på ideerne når de kommer, er det vigtigste – hvilket også er det vi indtil videre selv har gjort.”